Ferdinand Ahm Krag

Rogue Planet Cold Plates II
Videoen Rogue Planet handler om hvordan stof på en geologisk skala er formet af det menneskelige sind og den menneskelige fantasi. Det er en undersøgelse i det man kunne kalde geologiens uforklarlighed i en antropocæn tidsalder. Videoen er inspireret af den russiske mineralogisk og geokemiker Vladimir Vernadsky, der portrætterede levende stof som en geologisk kraft. Videon foreslår at billeder i denne forståelse kan opføre sig som levende stof. Hverken dødt eller levende, men et sted midt i mellem. Billederne i videoen, der udgør planetens geologi, består af illustrationer fra frenologi, konstitutionel psykologi og forskellige anatomiske tegninger. Derudover er der også monstre taget fra Ambroise Paré. Hele planeten består af aflejrede kortlægninger og typologier over det menneskelige sind og den menneskelige krop. Videoen udspiller sig et sted i en tid, hvor planeten for evigt har bevæget sig hinsides den cefaliserede krop. Hele planeten er ét fossil.
Værket Cold Plates II er en digital animation, der består af en række roterende cirkulære motiver, der langsomt overlapper hinanden og som danner et kosmologisk system - ikke ulig et planetsystem. Motiverne i animationen er tallerkner, mønter, jordkloder, planeter, måner, et meteorkrater og afrevne eller itusprængte ansigter. Disse blodige og ødelagte ansigter er billeder taget fra krigszoner og de danner langsomme overlap med ansigter præget ind i overfladen på euro-mønter, der igen transformeres til planetoverflader, der igen transformeres til fint anrettede tallerkner. De tallerkner der indgår i animationen er anretninger fra det ny nordiske køkken. Andre tallerkner er beskidte tallerkner, hvorpå vi ser madrester og udtværet sovs. Disse forskellige skiveformede motiver roterer langsomt omkring hinanden, overlapper, fremkaldes langsomt og forsvinder igen i et nøje komponeret forløb, der giver indtryk af et kosmologisk system.

Ferdinand Ahm Krag (f. 1977) er billedkunstner. Arbejder med tegning, maleri, video og 3d-animation. Har senest medvirket på udstillingerne ‘The structure and properties of matter’ på Hordaland Kunstsenter i Bergen og ‘Man vs. machine’ på Galleri Hussenot i Paris. Han indgår desuden i en række tværæstetiske samarbejder med digtere og dramatikere og har i samarbejde med Christian Lollike og Kristian Husted lavet forestillingen POINT OMEGA. Til efteråret udkommer bogen ‘Rogue Planet’ på forlaget Officin.