Ou Ning

Bishan Commune

Ou Ning har over længere tid været en tonesættende kritiker af Kinas accellererende urbanisering, som i særdeleshed blev igangsat af Mao Zedongs efterfølger, Deng Xiaoping, og som efter mere end 30 år stadig er i fuld flor. Det begreb vi i Vesten har om storbyer, slår ikke til, når vi står over for den Østasiatiske urbanisering, der er bl.a. menneskemængder, hastigheder og konsekvenser til forskel. Under en togrejse i Kina er det ikke ualmindeligt at passere millionbyer under konstruktion, dvs. helt nye og historieløse storbyer, der bare venter på at arbejderne gør bygningerne klar til indflytning, så folk fra landområderne kan forlade deres landsbyer og flytte ind. Dette er et led i Kinas afvikling (i politikersprog: reformering) af landbruget i dets traditionelle form, som er på vej mod total industrialisering.

Det er klart, at urbaniseringen – foruden strukturelle fordele – medfører store konsekvenser. Den opløser stedsbundne kulturer og traditioner, gør mennesket mere og mere afhængigt af penge, for slet ikke at tale om de klimamæssige problemer den akkumulerer. Ou Ning i flere af sine dokumentarfilm arbejdet med disse problematikker fra flere perspektiver. I dokumentaren Meishi Street er det fx nedrivningerne af hele kvarterer i Beijing under forberedelserne til OL i 2008, der er genstand for presserende kritik. Her følger vi ‘almindelige mennesker’ i deres daglige kamp mod myndighederne om at få lov til at beholde deres hjem.

I 2010 etablerede Ou Ning sin Bishan Kommune. I 2013 forlod han sit hjem i Beijing og flyttede permanent ind i sit hus i Bishan Landsby. Fra Ou Nings notesbog How to Start Your Own Utopia: “Bishan Kommune har base i Anhui Provinsen, Yi-amtet, Bishan Landsby. Den mobiliserer kunstnere, forfattere, arkitekter, designere, intelligentsiaen, miljøaktivister og samfundsaktivister til på landet at udfolde eksperimenter med fælles livsførelse, fokuserer på forholdet mellem land og by i Kina og på den globaliserede kapitals undertrykkende virkelighed, advokerer for ruralisme og anarkisme, kalder på en øget opmærksomhed på tabet af landbrugsjord, krisen i landbrugsindustrien, bøndernes tab af magt, nedbrydningen af traditioner og andre konkrete problemer. Gennem deling af kulturel praksis og akademisk forskning mellem intelligentsiaen forskellige steder i landregionerne vier Bishan Kommune sig til at genoplive livet på landet og genopbygning af det gensidigt nærende forhold mellem by og land, som en refleksion af urbaniseringen.”

Ou Nings værk Bishan Commune dokumenterer livet i denne landsby; et sted mellem utopi og virkelighed.


Ou Ning (f. 1969) er en kinesisk kunstner, kurator, redaktør og skribent. Ou Nings praksis kredser omkring urbane og rurale problematikker. Hans seneste udstilling er Bishan Commune – Street of Utopia (2014) på Taipei Fine Arts Museum i Taiwan. Ou Ning er desuden redaktør af det litterære tidsskrift Chuzpah!, der bl.a. har haft temanumre om agrare samfund i Østasien, revolutioner, George Bataille og Queer.


Tekster af Ou Ning:

Bishan Commune: How to Start Your Own Utopia

Bishan Project: Restarting the Rural Reconstruction Movement